Velkommen til et stemningsmættet sommerkursus i de lyse nætters og midsommerens tegn.
På programmet er blandt andet dialogkaffe med Özlem Cekic, en opsang fra Lone Kühlmann, livsmod på kontoen fra Erik Lindsø og en inderlig historie om Poul Dissing fra Jens Folmer Jepsen.
Sankthansaften fejrer vi naturligvis midsommeren med musik, taler, bål og fest i haven.
Allerede den første dag på kurset får du en lattermild rundrejse i humorens livgivende univers. Forfatteren Erik Lindsø holder foredrag og ordinerer ”Humor som medicin”. Aftenens koncert er fyldt med saltvand, blomsterenge og skønne kvinder, når journalisten og musikeren Eric Øtting Andresen synger viser og fortæller humørfyldt om den svenske trubadur Evert Taube. Senere på ugen er det med at holde på hat og briller, når forfatteren og journalisten Lone Kühlmann ruller sig ud i sin muntre opsang til alle os, der konstant skal håndtere, at vi ældes. I sit foredrag kaster hun et kritisk humoristisk blik på vores forestillinger om alderdommen, fordomme og uvidenhed. Tidligere politiker og sygeplejerske Özlem Cekic giver et indblik i foreningen Brobyggerne, som hun har taget initiativ til og er generalsekretær for. Hendes metode er dialogkaffe, altså at man sætter sig ned og drikker en kop kaffe i stedet for at hade hinanden. Men hvordan finder man overskud til det? Forfatter og tidligere direktør for Aarhus Festuge Jens Folmer Jepsen fortæller om og spiller musikeksempler fra den folkekære visesanger Povl Dissings mange år i dansk rockmusik. Dissing rørte publikum med sin inderlighed og anderledes sangstil indtil sin død sidste år. Forfatteren og fotografen, Anders Bach, er idémanden bag bogserien ”Genopdag H.C. Andersen”. Anders Bach kommer og fortæller om sin fascination af eventyrdigteren, billedkunstneren og mennesket H.C. Andersen, der higede efter berømmelse og en opstigen i samfundet.
Den 23. juni er sidste dag på kurset og midsommerdag. Om aftenen byder vi på stemningsfuld midsommerfest, der begynder med en lækker tre-retters menu, musik og sang i spisesalen. Den lyse aften fortsætter på plænen med tale og sang ved sankthansbålet. Aftenen slutter med grillpølser og en øl på terrassen.
6 dage, 5 overnatninger. Første dag ankommer du mellem kl. 9.30 og 10.30, og sidste dag slutter opholdet efter brunch. Afrejse sker senest kl. 11.00
DATO:
Hold 23–25: 19-24/6
PRISER:
1 person bosat i Aarhus Kommune kr. 4.950
2 personer bosat i Aarhus Kommune kr. 9.600
1 person bosat udenfor Aarhus Kommune kr. 5.950
2 personer bosat udenfor Aarhus Kommune kr. 11.600
1person bosat indenfor Aarhus kommune og 1 udenfor kr. 10.600
Saxild Strand • Chr. Petersens Vej 1 • DK-8300 Odder • Tilmelding: 87 46 45 00 / 86 55 40 55 • Mail: info@saxild-strand.dk